Gratis fragt til pakkeshop ved køb over 395 kr.

  • Altid gode råd og vejledning
  • Dansk kundeservice 
  • Levering: 1-2 hverdage

Smerter i håndled og tommelfinger

Smerter i håndleddene kan forhindre dig i at gøre de mest simple ting, som fx at løfte, skrive, bruge et tastatur, lave mad, tage tøj på og andre dagligdags opgaver, der belaster hænder og håndled. Hænderne er et af kroppens vigtigste og mest brugte værktøjer og der kan derfor være mange årsager til, at du rammes af håndledssmerter. Det er ikke altid nemt at præcisere og diagnosticere, hvorfor du har ondt, men i langt de fleste tilfælde, er det overbelastning, som er årsag til smerter i håndleddet - og spørgsmålet er så, hvad du kan gøre ved det?

Læs med her, hvor vi vil forsøge at gøre dig lidt klogere på håndledssmerter - årsager, symptomer og smertelindring. 

ondt i håndled

Ondt i håndled 

Håndleddene er komplekse strukturer, som består af mange små led, seneskede, muskler og knogler. Knoglerne, som samles i håndleddene, er underarmsknoglen (spoleben og albueben) og otte karpalknogler (håndledsknogler). Vi bruger vores håndled meget i vores daglige aktiviteter, så det er ikke overraskende, at de er modtagelige for smerter og skader. Smerter i håndled kan variere en del og opleves forskelligt fra person til person. De typiske symptomer på et overbelastet håndled er:

  • Mat smerte og ømhed
  • Stikkende fornemmelse
  • Skarpe smerter
  • Stivhed
  • Hævelse og inflammation
  • Svaghed og følelsesløshed i det berørte område
  • Smerterne kan blive værre ved bevægelse, eller når man bruger hånden eller fingrene

Årsager til smerter i håndled

Der er mange forskellige årsager til smerter i håndleddet, men en læge vil typisk kunne diagnosticere smerterne ud fra din sygehistorik kombineret med din arbejdssituation og fritidsbeskæftigelse. Der er nemlig visse aktiviteter, som indebærer en større risiko for, at der kan opstå håndledsproblemer. 

Skade ved sport og aktivitet 

De mest gængse årsager til smerter i håndled er ofte en form for beskadigelse - fx en forstrækning, en forstuvning eller tennisalbue. Det kan være i forbindelse med sportsaktiviteter, som kræver omfattende håndledsbevægelse, eksempelvis bowling eller tennis samt andre former for ketchersport. Men smerter i håndleddet kan naturligvis også opstå ved et enkelt hårdt slag på håndleddet fra en hvilken som helst sportsgren, aktivitet eller ved et uheldigt fald, hvor du tager fra med hænderne.  

Overanstrengelse af håndled ved repetitivt arbejde 

Repetitivt arbejde som kontorarbejde, fabriksarbejde eller arbejdet som frisør kan også forårsage overbelastning af håndleddet. Det skyldes, at den samme bevægelse gentages igen og igen: arbejde ved tastatur og mus, arbejde ved samlebånd eller klipning af hår hele dagen lang. Det gentagne arbejde kan føre til betændelse i senerne (tendonitis) og væske i slimsækkene (bursitis). Denne irritation af sener og slimsække kan give hævelser og ømhed i håndleddene - også kendt som seneskedehindebetændelse.

stressbold

Stress bold - Tryk på foto for mere information.

Hvordan lindrer man smerter i håndleddet? 

Behandlingen af smerter i håndleddet afhænger af den underliggende årsag. I de fleste tilfælde kan de dog behandles med nogle enkle metoder og selvhjælpsforanstaltninger, så her får du 6 gode råd til at lindre smerter i håndleddet:

  • Hvil dit håndled. Det er vigtigt at undgå aktiviteter, der belaster dine håndled, så længe inflammationen ikke er slået ned. Hold gerne håndleddet over hjerteniveau rent fysisk.
  • Læg is på det ømme og hævede område af håndleddet.
  • Kontakt lægen hurtigst muligt, hvis du har mistanke om et brud eller forstuvning på håndleddet.
  • Behandl smerten med smertestillende.
  • Øvelser, der strækker og styrker musklerne og senerne omkring håndleddet, kan være med til at forebygge smerter.
  • Brug en håndledsstøtte, der mindsker vrid og belastning og hjælper dig med at hvile håndleddet. 

Kontakt lægen, hvis smerterne ikke fortager sig efter et par uger. 

Seneskedehindebetændelse håndled 

Seneskedebetændelse i håndleddet er en tilstand, hvor muskelsener og seneskeder i håndleddet er betændte. Omkring håndleddet findes der mange muskelsener, senetilhæftninger og seneskeder. Seneskederne kan blive betændte ved overbelastning eller efter en skade. Ved betændelse vil senen få mindre plads at bevæge sig på - det resulterer i smerter, når man bruger håndleddet.

Symptomerne er, udover smerter, også hævelse og nedsat funktion i hånden. Du er ekstra udsat for at blive ramt af betændelse ved overbelastning, hvis du udsætter dine håndled meget for repetitivt arbejde. På mange arbejdspladser i dag, er der risiko for sådanne tilstande, hvis du fx beskræftiger dig med kontorarbejde eller skrivearbejde på tastatur. 

haandledstraener

Håndledstræner - Tryk på foto for mere information.

Seneskedehindebetændelse tommelfinger

Betændelsen kan også sætte sig i området omkring tommelfingeren, lige ved strækkesenen til tommelfingeren. Denne type seneskedehindebetændelse kaldes også de Quervains sygdom efter den schweiziske læge Fritz de Quervain, der beskrev den første gang i 1895. Seneskedehindebetændelse i tommelfingeren skyldes ofte den samme type overbelastning som i håndleddet. Dog ses der er en stor andel af ammende mødre til spædbørn med denne type betændelse, hvilket kan forklares ved hormonpåvirkning og en øget væskeophobning i kvindens krop. De Quervains seneskedebetændelse forekommer naturligvis også hos ikke-ammende kvinder samt hos mænd. I disse tilfælde er årsagen som oftest almindelig overbelastning, ofte forårsaget af repititive, gentagne bevægelser. 

Smerterne fra seneskedehindebetændelse mærkes ofte på den side af tommelfingeren, hvor der er en muskelsenehæftning. Smerten bliver værre, når du bevæger tommelfingeren, eller når du forsøger at holde eller gribe om noget. Smerten kan også stråle opad til underarmen og evt. til skulderen. I nogle tilfælde er smerten så udtalt, at du slet ikke kan bruge hånden. De Quervains sygsom rammer ofte begge håndled.

Behandling af seneskedehindebetændelse

Den eneste måde at komme seneskedehindebetændelse til livs på, er - i første omgang - at holde hånden i ro. I de fleste tilfælde går det over af sig selv, når overbelastningen ophører. Det kan tage mellem 2-3 uger. I denne periode og tiden efter kan du aflaste håndleddet med støttebind. Hvis smerterne fortsætter, når hånden er i hvile, bør du kontakte lægen og få hånden undersøgt. Lægen kan ordinere medicinsk behandling, som er "gigtmedicin", der både dæmper betændelse og virker smertestillende. Det kan også påføres som en gel eller creme, der virker lokalt. Alternativt kan indsprøjtning af binyrebarkhormon være en mulighed, hvis ikke betændelsen går over i løbet af et par uger. Ved kroniske tilfælde af seneskedehindebetændelse er operation nødvendig, dog bør  fysioterapeutisk behandling samt øvelser og styrketræning af håndleddet afprøves først. 

Beskyt dit håndled med en håndledsstøtte 

En håndledsstøtte lindrer smerter og ømhed i sener, led og muskler i håndleddet og beskytter ved karpaltunnelsyndrom, seneskedehindebetændelse, overbelastningsskader m.m. En håndledsstøtte forebygger skadende rotationsbevægelser samt vrid i hånd og håndled, når du udfører tastearbejde, samlebåndsarbejde, tunge løft og dyrker sport. En håndledsstøtte giver desuden en let kompression omkring selve håndleddet, håndflade, håndryg og tommelfingerled, hvor den øger blodcirkulationen og holder muskler, sener og led varme. 

haandledsstoette

Håndledsstøtte af gel - Tryk på foto for mere information.

Seneskedehindebetændelse - øvelser kan virke forebyggende 

Du kan forebygge seneskedehindebetændelse ved øvelser og træning af dit håndled. Det drejer sig særligt om udholdenhedstræning af musklerne i håndleddet og en forsigtig træning af senen. Det kan være nødvendigt at have en fysioterapeut eller en ergoterapeut tilknyttet, så du laver de helt rette øvelser uden at overbelaste. En god huskeregel er, at hvis dine smerter og ømhed ikke falder til ro efter 1-2 timer, presser du måske din krop for meget. Eksempler på øvelser:

  • Læg armen på et bord og lad hånden være fri ud over bordkanten. Håndryggen skal være op mod loftet. Lad hånden slappe af og hænge ned. Løft nu hånden opad, så fingrene peger mod loftet og sænk igen. Gentag øvelsen flere gange.
  • Læg armen på et bord med hånden ud over bordkanten. Denne gang skal håndryggen pege ned mod gulvet. Hold en let håndvægt eller fyldt vandflaske i hånden. Før nu hånden fra vandret position og så langt ind mod underarmen som muligt, så håndleddet bøjes mest muligt. Gentag øvelsen flere gange.
  • Sid på en stol. Knyt nu hånden hårdt sammen og hold spændingen i 30 sek. gerne på begge hænder samtidigt. Mærk hvordan presset i armen lettes, når du igen slipper spændingen. Gentag 10 gange. Dette forøger blodtilførslen. 
  • Træn håndleddet hver dag med en gyroskopisk håndledstræner eller en stressbold eller brug en håndledstræner med progressiv modstand, som du selv kan indstille efter dit eget individuelle behov.  

håndledstræner

Gyroskopisk håndledstræner - Tryk på foto for mere information.

Andre årsager til ondt i håndleddet

Gigt er en anden almindelig årsag til smerter i håndleddet. Der findes forskellige typer af gigt, som kan påvirke håndleddet, men slidgigt er langt den mest almindelige type. Slidgigt er en degenerativ sygdom, der påvirker leddene, og den udvikles ofte, når vi bliver ældre. Symptomerne omfatter smerter, stivhed og hævelse i leddene.

Karpaltunnelsyndrom (CTS) er en tilstand, der opstår, når medianusnerven, som løber fra underarmen til hånden, bliver komprimeret. Karpaltunnelen er et lille rum i håndleddet, hvor medianusnerven samt senerne passerer igennem. Syndromet kan forårsage prikken, følelsesløshed og smerter i fingre og hænder. Det er ofte set som en graviditetsgene, der bliver værre i slutningen af graviditeten i takt med at væskeophobningerne i kroppen også tiltager. Karpaltunnelsyndrom ses også ved overvægt eller ved væskeophobning i forbindelse med overgangsalderen. Det kan også skyldes en skade eller en betændelse i området.

Hvis du oplever smerter i håndleddet, som du ikke umiddelbart kan finde årsagen til, er det vigtigt at gå til lægen og få dit håndled undersøgt. Lægen kan diagnosticere årsagen og anbefale dig den bedste behandling.

Hos Hafaro har vi et stort udvalg af håndtrænere der kan hjælpe dig med at styrke hænder og håndled og har du spørgsmål til artiklen eller søger du gode råd og vejledning, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf. 91 25 21 61 eller mail kundeservice@hafaro.dk