Vi får rigtig mange henvendelser fra folk, der har kolde fødder og altid fryser om fødder, ankler og underben. Derfor har vi besluttet af lave en guide med gode råd til hvordan du får varmen tilbage i dine iskolde fødder.
Vores bedste råd til at undgå kolde fødder er at motionere dem. Brug forskellige fodruller og bolde med massageknopper som stimulerer muskler, sener og led, så dine blodårer har lettere ved at danne nye grene, da det kan være med til at forbedre blodomløbet i både ben og fødder.
Hvorfor har jeg kolde fødder?
Der kan være flere forskellige årsager til, at du har kolde fødder og en gang imellem skyldes det den simple årsag, at du bare fryser. Er der f.eks. bar hud mellem bukser og strømper, når du sidder stille, giver det god mening at fødderne bliver kolde, for rigtig mange steder trækker det i gulvhøjde. Kolde fødder kan også skyldes, at dine sko er for snævre eller bundet for stramt, så tæerne klemmes og ikke har fri bevægelighed. Hvis du konsekvent kæmper med kolde fødder året rundt, kan det skyldes et dårligt blodomløb og så bør du kontakte din læge for at høre om mulighederne.
Knæstrømper - Tryk på foto for mere information.
Er det farligt at have kolde fødder?
De fleste mennesker vil før eller siden opleve at have kolde fødder og de fleste årsager er forbipasserende og ganske ufarlige, men selvfølgelig findes der andre symptomer som kan indikere alvorlige sundhedsmæssige forhold – er du i tvivl, så rådfør dig med din læge om årsag og evt. behandling.
Har du kolde fødder på kontoret?
Har du et stillesiddende arbejde, kan det være en god idé at bruge en fodskammel, så fødderne ikke rører gulvet. Hold en lille pause en gang i timen, hvor du rejser dig op, står på tæer, strækker og bøjer fødderne, går lidt rundt omkring skrivebordet eller vipper let med fødderne, så blodet får lov at cirkulere. Husk at skifte arbejdsstilling når du sidder ned, så du undgår at sidde på en måde, hvor du mindsker blodtilførslen til fødderne. Især kan det være en god idé at undgå at sidde med korslagte ben.
Fodstøtte - Tryk på foto for mere information.
Du kan sagtens sove med sokker på hele natten men husk at vælge et par som er løse og ikke laver mærker fra en elastik der strammer, så du undgår ubehag. Man bør ikke bruge kompressionssokker om natten, medmindre det er aftalt med egen læge. Det burde heller ikke være nødvendigt, da trykket på benene er meget lavere, når du ligger ned, end når du sidder eller går og står.
Kan jeg holde varmen bedre, hvis jeg tager to par sokker på?
Både ja og nej. Hvis de to par sokker er den mindste smule for stramme, vil de afskære blodtilførslen til fødderne og gøre fødderne koldere end de vil være med et enkelt par strømper. Vælger du derimod to par tynde, løse sokker oven på hinanden, dannes en varmende luftpude imellem dem og så kan det være lettere at holde varmen.
Norske uldsokker - Tryk på foto for mere information.
Hjælper en hue mod kolde fødder?
Ja, det kan faktisk sagens hjælpe. Dit hoved mister hurtigt varme, fordi det som regel er ubeskyttet. Hvis du tilføjer et ekstra lag isolering i form af en hue kan din krop bedre holde på varmen, og det kan sagtens have en positiv effekt på hænder og fødder.
Kan en "gibbernakker" hjælpe mod kolde fødder?
Svaret er desværre nej. Alkohol kan faktisk have den stik modsatte virkning, så selvom du føler, at det giver en dejlig varme, så sænker det faktisk din kernetemperatur. Vi behøver nok heller ikke at nævne, at rygning også er en utrolig dårlig idé, hvis du gerne vil undgå kolde fødder, da det giver et rigtig dårligt blodomløb.
10 tips: Sådan forebygger du problemet med de kolde fødder
1. Vælg det rette fodtøj
Der findes rigtig meget fodtøj der ikke har set skyggen af isolering, og det kan være fint nok både forår, sommer og til dels også efterår. Men når det er rigtig koldt og måske endda med sne, så vælg fodtøj der er varmt frem for smart. Husk at godt fodtøj lader foden ånde, så du bedre kan være med til at styre temperaturen omkring fødderne selv.
Tryk på foto for at se vores udvalg af uldsokker.
2. Brug sokker som holder fødderne varme
Bruger du den samme type sokker hele året rundt, er der ikke noget at sige til, at du får kolde fødder. Bomuldsokker absorberer f.eks. sved fra dine fødder og holder på fugten og så forsvinder isoleringen. Derfor skal du købe gode sokker til efterår/vinterbrug. Du kan enten købe uldsokker eller, hvis det er rigtig koldt, et par termosokker. De holder nemlig på varmen – også selvom du har tendens til lidt fodsved i de store vinterstøvler!
3. Brug en termosål i skoen
En nem og effektiv løsning er at bruge en isolerende termosål i dit fodtøj. Tag desuden et par skiftesokker med i tasken, så du altid kan skifte sokker, hvis de er blevet fugtige.
4. Brug hjemmesko
En anden nem løsning er at bruge hjemmesko. En lun sutsko kan nemt holde fødderne varme, hvis der er lidt fodkoldt i hjemmet, men husk at skifte til rene, tørre sokker inden, så du undgår at fødderne nedkøles af fugtige sokker i lune hjemmesko.
Merinould hjemmesko - Tryk på foto for mere information.
5. Tag et varmt fodbad
Der er øjeblikkelig varmegaranti med følgende forslag. Sænk fødderne i en balje varmt vand med masser af fodbadesalt, og lad varmen sprede sig til hele kroppen. Afslut med at massere dine fødder ind i en en lækker fodcreme - det holder fødderne bløde og smidige, og en hurtig omgang fodmassage holder gang i blodcirkulationen. Undgå alt for varmt vand i første omgang. Start med ca. 32°, tilsæt derefter varmt vand langsomt i en periode på 15 minutter, men kun op til 42°. Tør fødderne omhyggeligt, massér dem ind i fodlotion og tag et par lune sokker på, så cremen får lov at virke optimalt. Husk at læs vores guide til det perfekte fodbad nederst på siden.
Du kan også bruge et par dråber æteriske olier i badevandet, som har stimulerende virkning. Det kunne f.eks. være rosmarin, timian eller kanelolie.
6. Giv fødderne massage
Får du kolde fødder om aftenen, når du ser fjernsyn, så brug reklamepauserne på at give dig selv en effektiv omgang fodmassage, og kan du ikke nå fødderne så brug en fodrulle, der kan placeres på gulvet. Et godt alternativ kan være en fodvarmer med indbygget massagepude. Har du kolde tæer i sengen? Så tag et par løse sokker på, så du har frihed til at vifte med tæerne, og tag en varmedunk eller et elektrisk tæppe med i seng.
Se vores udvalg af fodruller. Tryk på foto for mere information.
7. Varm kroppen op indefra
Med forskellige krydderier som ingefær, chili, peber og kanel kan kroppen varmes op indefra. En kop ingefær the er en nem måde at varme kroppen op på. Et par kopper dagligt og du mærker virkelig hvordan kroppen varmes igennem. Hvis du ikke kan lide ingefær, er en god kop te i sig selv noget der luner og så er det bare at finde en anden smagsvariant. Det er selvfølgelig også vigtigt at sikre sig, at du i det daglige får nok vitaminer, mineraler, fibre og masser af frugt og grønt, så kroppen har noget at arbejde med.
8. Stimulerende vinterbad til fødderne
Du skal bruge en skål med varmt vand og en skål med isvand. Sænk først fødderne i det varme vand og derefter i det kolde. Skift efter 30 sekunder og hold dem sænket i op til 1 minut, afhængigt af hvor længe du kan holde det ud. Fortsæt sådan i 4-5 minutter sammenlagt. Har du dårlig blodcirkulation stimulerer det dit blodomløb i benene og styrker immunforsvaret.
9. Glem ikke resten af kroppen
Det kan være rigtig svært at varme fødderne op, hvis resten af kroppen er kold. Lun dig med et tæppe, tag en ekstra trøje på, eller snup et varmt bad. Når selve kroppen er godt opvarmet, er det meget nemmere at få varme i fødderne. Elektriske varmetæpper er især noget, der giver god varme.
Elektrisk varmetæppe - Tryk på foto for mere information.
10. Fyld en flaske med varmt vand
Læg en vandflaske med opvarmet vandt under eller oven på dine fødder for hurtigt at varme dem op. Fjern flasken når vandet begynder at blive koldt. Vandflasken må ikke røre din hud direkte, så husk at have strømper på imens.
Generelt er det en rigtig god idé at undgå stramtsiddende tøj og fodtøj der kan mindske blodtilførslen. For langt de fleste, bliver det med alderen sværere at holde varmen i koldt vejr, fordi vi ofte er mindre aktive – dermed bliver blodkarrene en smule stivere og varmeproduktionen falder. Invester i ordentlige strømper og øg den fysiske aktivitet ved at gøre tå gymnastik. Har du diabetes, er det en god idé at tage en snak med din læge inden du benytter dig af disse råd.
Hvis du får ”kolde fødder” inden dit bryllup eller når du skal købe nyt hus, så er det et helt andet problem, og det kan vi desværre ikke hjælpe dig med :-)
Du er velkommen til at kontakte os på tlf. 91 25 21 61 eller mail: kundeservice@hafaro.dk, hvis du har spørgsmål vedrørende træning, lindring og aflastning af dine fødder.