Føles undersiden af din fod øm og irritabel og er dit ankelled blevet mere stift, kan det skyldes, at du har platfod, eller er ved at udvikle det. Omkring 10% af alle kvinder udvikler platfod, når de er voksne, dvs. når de er 40+, mens de fleste mænd slipper lidt lettere.
Men hvad er platfod? Eller “fladfod” som man også kan kalde det...
Platfod hos voksne er en slitagesygdom, en slags kronisk senebetændelse, hvor senen på indersiden af din fod svækkes over tid og den længdegående svangbue, der normalt er synlig på indersiden af foden, langsomt forsvinder.
Din fod synker simpelthen ned, så du går på hele fodsålen og senen bag din ankelknude hæver. For rigtig mange betyder det ondt i fødder og lægmuskler og det kan blive sværere at holde balancen uden støtte - især på ujævnt underlag.
Smerter fra platfod kan heldigvis afhjælpes. Hvis du oplever, at du bliver mere og mere øm i lægmusklerne og får flere smerter på indersiden af den bagerste del af foden, kan du overveje at lægge platfodssåler i dine sko. En sål med svangstøtte hjælper nemlig med at udligne din kropsvægt, da den modvirker, at fodbuen bliver flad.
Vil du gerne vide, hvad du ellers kan gøre for at afhjælpe smerterne ved platfod, så læs endelig videre, hvor vi giver gode råd og også beskriver, hvad en hulfod er. Hos Hafaro har vi et stort udvalg af fodprodukter mod platfod og hulfod.
Hvordan ved jeg, om jeg har platfod?
Før du begynder at investere i en svangstøtte, er det altid en god ide, at finde ud af hvorfor dine smerter opstår. Den letteste måde at teste, om du har platfod, og eventuelt har brug for svangstøtte eller indlægssåler, er ved at se på dit fodaftryk.
Sæt et vådt fodaftryk på et håndklæde eller et stykke køkkenrulle, gå i bare tæer i vådt sand på stranden eller gå med fugtige fødder over terrassen og kig så på dit fodaftryk. Hvis du kan se hele din fodsål i dit fodaftryk, inklusiv den inderste del af svangen, så er du platfodet.
Hvis dit fodaftryk er bueformet, har du en normal fordeling af vægten på din fod og så har du ikke brug for yderligere støtte i svangen.
Kan jeg kurere min platfod med en svangstøtte?
Der er som sådan ikke noget farligt i at være platfodet, men det er en tilstand, der ikke kan kureres - blot lindres. Du kan både være født med “flade fødder” eller du kan udvikle det, når du bliver ældre.
Om en svækkelse af den sene, som fører til platfodethed, opstår på grund af nedsat blodforsyning, skader, mekaniske forandringer, dårligt fodtøj uden støtte, eller om tendensen til platfod ligger i dine gener, er der delte meninger om. Man ved det ikke med sikkerhed, men kureres kan det ikke. Dog skal du være opmærksom på, at hvis ikke din platfod volder dig problemer og hvis ikke du har ondt, så er det slet ikke nødvendigt at behandle din platfod.
Hvis du derimod begynder at få ondt i svangen eller oplever lægkramper forårsaget af platfod, kan både smerter og gener heldigvis lindres med indlæg og der er endda dem, der mener, at du kan nedsætte udviklingen af din platfodethed ved at bruge indlæg eller svangstøtte i skoene forebyggende.
Alternativt kan du udskifte dit fodtøj med noget nyt, som har bedre fokus på god svangstøtte og sige farvel til dem du har. Men måske er det alligevel mere økonomisk at forsøge sig med et indlæg først…
Hvis du har tendens til lægkramper kan en fysioterapeut eller massør være en god investering, så du kan få løsnes op i dine overbelastede lægmuskler. Du kan også prøve at løsne op i sener, led og musler med en massagebold til fødderne.
Massagebold - Tryk på foto for mere information.
En svangstøtte får altså ikke din platfod til at forsvinde, men den kan aflaste den uhensigtsmæssige vægtfordeling på fødder og krop og lindre generne forbundet hermed. Oplever du konstante smerter, kan det skyldes fasciitis plantaris/plantar fasciitis, på godt dansk kaldet svangsenebetændelse, som er en smertefuld inflammation i svangen. Akkurat som ved platfodethed giver betændelsen smerter under foden og meget ofte også i hælen. Svangsenebetændelse opstår typisk, hvis du gennem længere tid overbelaster din fod eller fødder.
Du kan også få platfod på grund af en sjælden nerve- eller muskelsygdom, hvor det kan blive nødvendigt med en operation i foden. Så hvis du har decideret ondt i foden hele tiden, er det en god idé at gå til lægen og få det undersøgt! Hvis fødder og lægge blot er godt, gammeldags trætte og du allerede ved, at du er platfodet, så er der lindring at hente med indlæg eller svangstøtte i skoene. Platfod er som sagt ganske ufarligt og kan som oftest afhjælpes med lette hjælpemidler.
Hvad er en svangstøtte?
En svangstøtte kan være to ting: Enten en indlægssål med svangbue der placeres nede i din sko eller en elastik med en svangpude, som sættes rundt om selve foden. Begge dele placeres så forhøjningen sidder nøjagtig i buen under foden, altså i din nedsunkne svang. Forhøjningen hjælper med at korrigere din gang og sørge for at genoprette din normale balance.
Indlægssåler med svangstøtte - Tryk på foto for mere information.
Begge typer svangstøtte aflaster dine underben og forebygger træthedsfornemmelse og smerter i dine fødder. Du må prøve dig lidt frem i forhold til højden i din svang. Er svangstøtten alt for høj, kan det betyde, at du kommer til at gå lettere hjulbenet og så får du ondt i hofterne. Er svangstøttens for lav, kan du risikere, at den ikke aflaster nok. Er du i tvivl, så start med en lav, da den er lettere at vænne sig til.
Svangstøtte i silikone - Tryk på foto for mere information.
Svangstøtter og indlægssåler kan bruges i både åbne og lukkede sko, så længe skoen som minimum sidder fast omkring foden med en rem. Du får ikke ordentlig effekt ud af at bruge svangstøtte eller indlægssåler i løse hjemmesko, træsko og klip klapper m.m.
Dyrker du meget sport og har du problemer med manglende støtte i svangen, så kan du investere i et par sportssokker med indbygget svangstøtte der har samme effekt som en optapening med f.eks. kinesiotape, men er langt mere fleksible og praktiske at bruge.
Strømpe med svangstøtte - Tryk på foto for mere information.
Hvad er hulfod - og hjælper en svangstøtte her?
En hulfod er nøjagtigt det omvendte af en platfod: Din svang er unormal høj og det betyder at du i virkeligheden lægger vægten på for lille et område af din fod. Ved hulfod vil du typisk “gå på hælene” eller på forfoden. Ofte vender dine hæle også indad så du gå lidt a la Charles Chaplins vagabond.
Det er i sagens natur ikke sundt for hverken ankler, knæ eller hofter at være hulfodet og kan over tid resultere i slidgigt. Den mest almindelige gene ved hulfod er en overbelastning af hælen og løse ledbånd med smerter til følge. Du belaster trædepuden i hælen og overstrækker dine ledbånd og det kan være ret smertefuldt.
Svangstøtte i neopren - Tryk på foto for mere information.
Hulfod er ofte medfødt og kan sagtens være arveligt betinget, men kan også skyldes nerve- eller muskellidelser. Hvis du har hulfod, fordeler du vægten over for lille en del af din fod og her kan en indlægssål svangstøtte eller en svangpude med elastik også være til stor gavn. Når du skal vælge dit indlæg er det vigtigt, at støtten er høj nok til at støtte din svang. Ideen er jo, at du begynder at lægge vægten på hele foden også i svangen.
Vær opmærksom på højden på din svangstøtte
Som nævnt ovenfor er der forskel på hvor høj din svangstøtte skal være. Hvis du er platfodet skal en svangstøtte være lille til moderat for at have den ønskede effekt, mens du har brug for en høj svangstøtte, hvis du til gengæld er hulfodet.
Hvis du foretrækker løse indlæg i skoene, skal du sørge for at fodtøjet ikke sidder for stramt, når du lægger indlægget i. Ellers ender du med at overdelen strammer og generer andre steder på foden med vabler til følge.
Hvis du ikke er vant til at gå med indlæg, kan det være en fordel at prøve med en elastik med svangpude derhjemme først. Det smarte ved den er, at den blot kan sættes omkring foden, så du kan træne din nye balance i bare fødder eller på strømpesokker. Det kan f.eks. være en elastik som nedenstående til hulfod.
Comfy feet - Tryk på foto for mere information.
Kan man gå med svangstøtte hele dagen lang?
Akkurat som med nye sko kræver en svangstøtte også tilvænning. En svangstøtte vil ændre dit trædemønster og det kan ofte mærkes i starten, særligt i ryg, lænd, knæ og fødder. Det er ganske naturligt og helt ufarligt. Derfor kan det være rart at påbegynde brugen af svangstøtte i korte perioder ad gangen og så langsomt tilvænne fødderne og kroppen til forandringerne.
Dine fødder og lægge har ofte været overbelastede i lang tid, så du må forvente, at der går lidt tid, før de begynder at slappe af. Det er ikke usædvanligt at det føles både rart og lidt ubehageligt første gang, du tager dine svangstøtter i brug. Kan du overtale nogen til at give dig en god gang fodmassage eller få en massør til at løsne op i musklerne i underbenet, vil det helt klart også hjælpe.
Og sørg så i øvrigt for ikke at have hård hud, ligtorne osv. der gør, at du ikke går med fuld vægt på foden, som du burde. Du gør en god investering i en svangstøtte, men du skal jo også helst have det fulde udbytte af den. Vi ønsker dig al mulig held og lykke med at få understøttet din platfod eller hulfod!
Har du spørgsmål til platfod, hulfod eller nogle af de produkter, som er nævnt, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf. 91 25 21 61 eller skrive en mail til kundeservice@hafaro.dk