Går du ofte rundt med hævede ben og fødder? Så er du ikke alene. Mange mennesker får hævelser (også kaldet ødemer) i fødder og ben på et eller andet tidspunkt i deres liv. I langt de fleste tilfælde er der en simpel årsag til hævelsen og den kan let lindres ved egen hjælp. I andre tilfælde kan der være tale om sygdom, hvor man bør gå til lægen for at få en nærmere undersøgelse. I denne artikel vil vi kigge på årsagerne til ødemer i benene, hvad du skal være opmærksom på og hvad du selv kan gøre for at lindre hævede ankler, ben og lægge.
Hvad er hævede fødder og hævede ben?
Når dine fødder og ben hæver, skyldes det en ubalance i det system, som skal fordele væsken rundt i kroppen. Det betyder at væske/vand fra dine blodårer eller lymfekar er trængt igennem dine årevægge og har samlet sig under huden. Den øgede mængde væske giver et øget tryk i blodårerne i benene og du får derved hævede fødder og ben. Denne form for væskeophobning kaldes også ødemer - det græske ord for hævelse. Nogle oplever, at benene hæver en gang imellem, mens andre oplever tilstanden som en mere eller mindre kronisk lidelse. Når dine fødder og ben hæver, så hindrer det tilbagestrømmen af blod til hjertet, og det er vigtigt at være opmærksom på. Søg derfor læge, hvis du igen og igen oplever, at ben og fødder hæver.
Ødemer i ben - er det farligt?
Hævede fødder og ben er en forholdsvis almindelig tilstand, som opstår af flere årsager, som vi kommer ind på senere i artiklen. Dog skal man være opmærksom, hvis ødemer i benene bliver et gentagende problem. Hævede fødder kan nemlig relateres til dårligt kredsløb eller en underliggende sygdom:
- Hjerteproblemer: Hjertet trækker sig ikke ordentligt sammen og sender blodet videre. Derfor ophobes blodet i kredsløbet i kroppen. Det bevirker, at trykket tilsvarende stiger i blodkarrene, og så presses væsken ud i kroppen. På grund af tyngdekraften samles væsken i ben og fødder - og man får ødemer i benene.
- For få proteiner i blodet: I blodet findes en masse proteiner, der generelt sørger for, at væsken bliver i blodbanerne. Med et lægeligt udtryk kaldes det, at proteinerne øger det osmotiske tryk. Hvis der er for få proteiner i blodet til at holde på væsken, vil væsken sive ud i vævet og give ødemer. Det kan fx ske under graviditet, hvor det kan være svært at danne nok proteiner til både sig selv og fosteret, så derfor falder mængden af protein i blodet, og moderen får ødemer. Nyresygdomme kan også betyde, at man mister flere proteiner i urinen og får ødemer i benene.
- Blodkarsvæggen er utæt: Væggen i blodkarrene kan ændre struktur fx ved betændelse. Her frigøres nogle stoffer i blodet, som gør, at blodkarrenes vægge bliver utætte og væske siver ud i vævet. Det er derfor, at en betændt finger hæver op.
Hvorfor opstår hævede fødder og hævede ben?
Der er mange grunde til, at dine fødder og ben hæver. Tilstanden kan opstå hurtigt over nogle timer eller dage, mens det for andre er en kronisk lidelse. Her kommer vi ind på nogle af de mest almindelige årsager til hævede ben og fødder:
- Graviditet: Når du er gravid, producerer din krop 50% mere blod og væske end normalt for at støtte det voksende foster. Denne ekstra væske kan forårsage hævede fødder og ben, især i tredje trimester, når din krop forbereder sig på fødslen.
- Overgangsalder: I overgangsalderen falder østrogenniveauet, hvilket kan forårsage væskeophobning og føre til hævede fødder og ben.
- Fedme og overvægt: Hvis din krop er for tung, lægger det pres på dine vener og lymfekar, hvilket kan få dem til at lække væske og svulme op.
- Dårligt kredsløb: Hvis du har dårligt venetilbageløb fra benet, fx ved årebetændelse eller åreknuder, kan dine ben svulme op.
- Anden sygdom: Hævede ben kan skyldes sygdomme i lever, hjerte og nyrer, ligesom visse former for medicin også kan give bivirkninger som hævede fødder og ben.
- Stående eller siddende position over længere tid: Hvis du har et arbejde, hvor du skal stå op eller sidde ned i lange perioder, kan det få dine fødder og ben til at hæve. Det skyldes, at når du sidder i én stilling i for lang tid, trækker musklerne i dine fødder og ben sig ikke sammen, som de skal. Dette forhindrer blodet i at strømme ordentligt tilbage til dit hjerte og får væske til at løbe ud af dine kar og ind i dit væv.
- Varmt vejr: Når det er varmt udenfor, forsøger din krop at køle sig selv ned ved at svede. Men hvis du sveder for meget eller ikke drikker nok væske, kan det føre til dehydrering og få dine fødder og ben til at svulme op.
- For meget salt: En kost med et højt indhold af salt kan få din krop til at binde væsken, hvilket kan føre til hævede fødder og ben.
- For små eller for stramme sko: For stramme sko eller høje hæle kan forsnævre blodkarrene i dine fødder og få dem til at svulme op.
Behandling af hævede fødder og ben
Når man skal behandle hævede fødder og ben afhænger det fuldstændig af årsagen. Hæver dine fødder pludseligt over få timer eller et par dage, bør du søge læge. Ved mistanke om sygdom, bør du også søge læge.
Har du allerede været hos lægen og fået konstateret, at du ikke fejler noget alvorligt, så er der 10 ting, du selv kan gøre for at afhjælpe hævede ben og fødder:
- Undgå at sidde eller stå stille i længere tid ad gangen. Hvis du sidder meget ned på jobbet, bør du rejse dig hver time og strække benene. Har du mulighed for at hæve dit bord på arbejdet, anbefales det, at du står op 20 minutter ad gangen hver time.
- Bevæg dig og dyrk motion - det stimulerer blodcirkulationen.
- Hvis du er overvægtig, kan du overveje, om det er en mulighed, at du taber dig. Fedme og overvægt hæmmer blodomløbet
- Når du hviler dig, så placer en pude under læggene, så dine ben er hævet over hjerteniveau. Hold dem der i mindst 30 min. Det er også et godt tip til gravide med ødemer i benene.
- Brug behagelige sko og undgå høje hæle og snærende fodtøj.
- Brug støttestrømper.
- I varmt vejr skal du holde dig hydreret ved at drikke masser af væske.
- Skal du på flyrejse, så sørg for at bruge flysokker, som hjælper på blodcirkulationen i benene - det kan også lindre dine smerter. Rejs dig også op under flyveturen og gå lidt rundt, hvis det er en lang flyvetur du er ude på.
- Lav venepumpeøvelser, så blodet lettere kan løbe tilbage mod hjertet og dermed lede væske og affaldsstoffer væk fra benene.
- Massér dine ben med en massagerulle, der sætter effektivt gang i blodcirkulationen.
Hævede fødder i varmen
I sommervarmen er det meget normalt at få hævede fødder, fordi de varme omgivelser får blodkarrene til at udvide sig. Problemet opstår typisk op ad dagen, når man har stået op i længere tid ad gangen, og væsken siver ud i vævet i benene og fødderne. Normalt vil bevægelse og brug af benmusklerne sørge for, at væsken på ny bliver suget tilbage til blodbanen og herefter tisset ud. Men forskellige tilstande som overvægt, åreknuder, kroniske hjerte/lungelidelser, lymfesygdomme og meget stillesiddende arbejde vil øge risikoen for væske i benene.
Har du tendens til hævede fødder på grund af varmen, så kan du selv gøre følgende tiltag:
- Opetholde væskebalancen så den altid tilpasses dit væsketab.
- Brug støttestrømper, som du tager på om morgenen, når dine ben endnu ikke er hævede.
- Lav venepumpeøvelser flere gange dagligt.
Hos Hafaro har vi et stort udvalg af støttestrømper og har du spørgsmål der omhandler hævede fødder eller er du nysgerrig på nogle af de nævnte produkter, er du altid velkommen til at kontakte os på mail kundeservice@hafaro.dk